Det er meget muligt, at natfiskeri er så effektivt, som det har ry for. Jeg kan bare ikke finde ud af det! Og så er jeg jo næsten nødt til at erklære, at det er noget opreklameret fis! Hvad skulle forklaringen ellers være...
Nej, faktisk tror jeg, natfiskeri kan være godt, men opsøger man bare de normale pladser på den åbne kyst, er det nok uklogt at invitere vennerne på friskfanget havørred dagen efter. I den sorte nat skal man være usandsynlig heldig for at trække en flue så tæt forbi en ørred, at den opdager den. Jeg har fisket en del nætter igennem - omgivet af plaskende havørreder. De fleste nætter mærkede jeg intet, og jeg er helt overbevist om, at ingen eller i bedste fald meget få fisk har set min flue. For nok har der været mange fisk, men i den meget sparsomme belysning er der altså større chance for at ramme udenfor fiskens synsfelt end indenfor. Kastes der efter lyden, skal man dels være lynende hurtig, dels meget dygtig til at kaste præcist efter en lyd.
At det så i sig selv er en meget stor oplevelse at være helt alene med sommernatten, dens mange lyde og fortættede stemning, er en helt anden snak. Det vil jeg meget nødig undvære, og det er noget af det, jeg savner mest i den mørke tid.
Jeg var engang afsted med bl.a. Peter Ring Hansen en sommeraften i begyndelsen af august. Fiskene ringede konstant, og der var mange. Vi mærkede intet! Ganske vist er havørreder tit meget vanskelige i august måned, men alligevel. Peter formulerede en teori om, at sommernatten er mere gavmild på steder, hvor bundforhold og evt. strøm får fisk til at samles i stort tal på et lille område. Altså typisk på rev. Jeg er sikker på, at han har ret, og han kan da også belægge sine ord med en vis vægt, eftersom han dyrkede de vestsjællandske kyster særdeles intensivt over en årrække.
- her lander jeg mod alle odds en havørred på 21 kg! Den Sorte Cigar
sidder
perfekt i saksen: Min fangst repræsenterer undtagelsen fra reglen om, at det er
svært om natten. Blitzen er bevidst undladt for at bibeholde den
fortættede nattestemning.
Nu burde der komme en række tips om, hvordan man fanger havørred om natten. Men eftersom jeg ikke ligefrem kan påstå at have enorm erfaring i at lande fisk om natten, vil jeg gentage budskabet med denne artikel. Natfiskeri er noget opreklameret fis...