Multer

Jeg vil lige starte med at bekende, at jeg endnu har den første multe på land til gode, så jeg har ikke den store erfaring endnu. Det er dog efterhånden en del gange lykkedes mig at få dem til at hugge, og det har i mange tilfælde været, når jeg har trodset "god latin". Altså når jeg har skiftet de helt små fluer ud med ganske almindelige lyse streamere til havørredfiskeri.

Multen er skyld i mange grå hår på lystfiskerhoveder. De fleste fluefiskere, der er stødt på den langs kysterne kender sikkert situationen. Hele flueæsken bliver afprøvet på alle tænkelige måder. Alt fra pyttesmå fluer til store streamere fisket dybt og højt i alle regnbuens farver på lange tynde forfang. Fluer præsenteret perfekt lige for snuden af fisken, og lige lidt hjælper det. Multerne er bedøvende ligeglade. Og når man så kommer hjem, læser man om en tysker, der har fanget en multe på en stor pirk fra et høfde ved Vesterhavet. Så skal kammen skiftes ud med bonevoks.

Multen er definitivt sværere at fange end kysthavørreden. Der er udbredt enighed om, at den er meget forfangssky, modsat havørreden, der som hovedregel ikke lader sig skræmme af 0.28. Multen skal helst ned under 0.20 og gerne fluocarbon, som er meget lidt synligt under vand, da det har samme brydningsindeks. Præsenterer man hele flueæskens indhold for hhv. multe og havørred, vil havørreden være langt mindre kritisk. Der bliver dog gjort nye opdagelser hele tiden, som gør det lidt nemmere at vælge rigtigt. F.eks. ved man nu, at multen ikke er rendyrket vegetar. Nok græsser den alger, og nok søger den føde i tangen, men her er der jo også smådyr i massevis. Senere på året vokser byttedyrene i størrelse. Mysis, tanglopper og sågar småfisk som kutlinger står på menuen, og det er straks lettere at efterligne. At de som regel alligevel ignorerer hele flueæsken, tror jeg, man skal tilskrive deres udprægede mistro til alt, der afviger fra det normale. Tænk på, at en 3-4 kilos multe er mindst 8-10 år gammel, og det bliver den altså ikke uden en sund portion skepsis og forsigtighed. Garnfiskere kan fortælle, at multer aldrig selv svømmer i nettet. De skal skræmmes, så de flygter ud i fælden. Et forfang har sikkert samme effekt, og skulle det lykkes at skjule det, er næste problem fluerne. Der stikker som regel en stor klodset krog ud under fluebindingsmaterialerne, og det kan også tænkes at så mistillid. Man kan selvfølgelig pakke fluekrogen ind i uld og fjer, men det går ud over krogningsegenskaberne, skulle jeg hilse og sige fra alle de multer, der har spyttet mine fluer ud igen Multehug føles ikke som ørredhug, da den ofte tager fluen uden at vende, og bl.a. derfor er den svær at kroge. Skulle en blottet krogspids ikke være nok til at vække mistanke, kan en forkert lugt måske gøre udslaget. Multen har en højt udviklet lugtesans, og en fed stank af lak forbedrer nok ikke just chancerne for det eftertragtede hug. Jeg fik et sjovt tip på kysten sidste år. Desværre så sent at jeg ikke fik lejlighed til at prøve det af. Idéen er så tosset, at det må komme fra en skaldet fisker, der har revet de sidste grå hår af hovedet. Find en forhandler, der handler med alt godt til medefiskeri og køb en flaske "Tutti Frutti"! Det er den duft, der tilsættes tyggegummiet af samme navn, og det skulle multer være helt spedalske med.

Der hvor jeg som regel fisker efter dem, er bunden ret blød. Der er mange snegle, orm, muslinger, og sidst på sommeren begynder en sand vrimmel af kutlinger at indfinde sig her. Lav vandstand er helt klart at foretrække, og jeg har en mistanke om, at multerne kan samarbejde om at jage kutlingerne sammen i de fordybninger, der er i bunden. Deres måde at bevæge sig på kunne godt tyde på det, og jeg har flere gange bemærket, at kutlingerne ved lavvande står særlig tæt i disse huller. Af og til opstår der skærmydsler, hvor fiskene jager ret voldsomt med hinanden, og under sådanne forhold har jeg haft held af at få hug på en hvid streamer - den i flueæsken med mest multepræg. Patrick Frømming har forresten i den forbindelse beskrevet, hvordan man af og til kan se dem svømme med den forreste del af rygfinnen rejst. Og det skulle betyde, at de er i hugget! En nærliggende tanke er, at den rejste rygfinne betyder ophidselse, og hugget derfor falder i irritation. 

I Michael Jensens bog "Fluefiskerens nye udfordringer" er beskrevet en metode, som englænderne benytter sig meget af. Englænderne har en noget længere tradition for multefiskeri, så de er nok værd at lytte til. Den går ud på at fiske små hvide imitationer af de maddiker, der lever i tangduskene på stranden. Fluerne kan både bindes af hvidt skum som tørfluer eller af hvidt garn som nymfe med indikator. Forfodring kan simpelthen bestå i at smide en dusk tang med maddiker ud i vandet. Jeg har ikke haft lejlighed til at finde noget at forfodre med, men jeg har prøvet maddikefluerne af. Det interesserede multerne så lidt, at de ikke engang gad svømme væk. Andre steder virker metoden dog, og jeg er ved at få en mistanke om, at multer har det med at blive meget snæversynede i deres fødevalg. Passer det, må det handle om at finde frem til, hvad netop den flok æder. 

Multer beskrives ofte som meget sky fisk. Jeg vil ikke påstå, at det er forkert. men det svarer ikke til mine oplevelser med fiskene. I et enkelt tilfælde havde min makker og jeg stået og fisket efter en ret stationær flok i et par timer. Til sidst var det tid til de lidt mere alternative eksperimenter, og ét af disse gik ud på at smide en sten ud midt i flokken. 2 af multerne svømmede et par meter ud...og vendte straks tilbage. De så ikke ud til at bekymre sig særligt om vores tilstedeværelse, selvom vi plaskede og bevægede os temmelig tæt på dem. Tilsvarende har jeg prøvet at vade ud i nærheden af en lille flok, uden at de så meget som viftede med en brystfinne af den grund. Det ser ud til, at det er svært at sige andet med sikkerhed om multer, end at de er svære at fange. Og det er vel derfor, det er så spændende at prøve...

Jeg har ikke prøvet så mange fluer af over længere tid, men her er dem, jeg tror mest på. De fleste har endnu ikke fået navne. Jeg synes lissom, de skal døbes rigtigt!


Bagtanken bag denne streamer er at tirre multerne, når de ikke kan blive enige indbyrdes.
Krop: Sølvtinsel. Vinge: 4-5 sektioner hvid marabou bundet på punkmaner, herefter en sektion grøn, en hvid og til slut en mørk oliven. Krog: Streamer str. 6-10.
Jeg fisker den ret hurtigt, ofte med en stor bølge efter fluen. Dét er nervepirrende! Og det sker, at fluen bliver taget. Det er denne flue, jeg har haft flest hug på. Næste år bliver den syltet ind i Tutti Frutti, så Limfjorden kommer til at lugte af tyggegummi!

En stærkt modificeret udgave af Black Zulu, som jeg har haft held af at få et par multer til at tage, når de har "dovnet" rundt i overfladen. Den er meget let og hurtig at binde - og slide op. Jeg binder den på en str. 12-16 alm. vådfluekrog. Lav en dubbingløkke ved krogbøjningen, start med en lille tot røde maraboufibre og fortsæt op til hovedet med sort marabou. Fluen fiskes bedst med markerede pauser, som får de bløde maraboufibre til at åbne og lukke sig. Den er også meget effektiv til umulige havørreder.